Hvad er markedsføring?

Når vi taler markedsføring, er det let at springe direkte ud i at vælge sine kanaler, som f.eks Facebook, Instagram eller Google uden, at man har gjort sit forarbejde.

Men sandheden er, at en stærk markedsføring ikke starter udefra – den starter indefra.
For først når du er tydelig overfor dig selv, kan du blive tydelig for dem, du gerne vil hjælpe.

1. Kernen – dit fundament

Kernen er det, du bygger hele din virksomhed på. Det er din motivation, din faglighed, din vilje til at gøre en forskel og din evne til at vise empati i mødet med andre. Det er her din autoritet bor – og det er her dine kunder mærker, at du er den rigtige.

Din kerne vil som regel være relativt stabil. Selv om vi selvfølgelig udvikler os, har de fleste af os et grundlæggende formål eller en drivkraft, der holder fast.

 

2. Målgruppen - din retning

Det er først, når vi kobler målgruppen på, at retningen for virksomheden begynder at tage form. Når du ved, hvem du vil hjælpe, får din kerne en konkret retning. Du kan godt have den samme kerne – fx at du vil hjælpe mennesker med at lave strategier – men om du hjælper håndværkere, virksomhedsledere eller unge iværksættere, gør en stor forskel for alt det, der følger efter.

Din målgruppe er den, du kommunikerer til. Deres behov, sprog og vaner afgør, hvordan du taler, hvilke ydelser du tilbyder og hvor du er synlig. Derfor er målgruppen et vigtigt filter.

3. Produkter og ydelser – din løsning

Når du kender både din kerne og din målgruppe, kan du begynde at forme dine produkter og ydelser. Her handler det ikke bare om, hvad du kan, men om hvad din målgruppe har brug for. Hvilke problemer vil de have løst? Hvad drømmer de om? Hvad vil de gerne undgå?

Hvis du vælger at ændre målgruppe, kan det også være, at du bliver nødt til at ændre eller justerer i dine produkter eller ydelser, for at få det til at passe til målgruppen.

 

4. Identitet – din udstråling

Din identitet er det udtryk, du møder verden med. Det gælder både det visuelle, som farver, billeder, grafisk stil, og det sproglige, som tonen og ordvalget i den måde du taler og skriver.

Når du ændrer målgruppe eller ydelse, må din identitet ofte følge med. Det handler ikke om at lave sig selv om, men om at tilpasse sin udstråling, så den skaber genklang hos dem, du gerne vil hjælpe. Det skal være dig, men i en version, de forstår og har lyst til at have en relation til.

5. Synlighed – din tilstedeværelse

Til sidst kommer synligheden. At du er tilstede der, hvor din målgruppe er, så de får øje på dig. At du det rigtige materiale at give dem, hvis de har brug for det. Det handler om indhold og platforme.

Synlighed er aldrig en standardpakke. Din synlighed skal formes ud fra dit fundament og tilpasses målgruppen. Det skal evalueres og justeres løbende, så du hele tiden er up to date på, at du bruger dine budgetter og tid de rigtige steder.

Start indefra – og bliv skarpere udadtil

Alt for ofte begynder vi med at kigge på, hvordan vi skal være synlige, før vi har mærket efter, hvorfor og for hvem. Når du arbejder dig indefra og ud, får du et naturligt flow i din markedsføring. Du ved, hvad du står for, hvem du vil hjælpe, hvordan du kan gøre det, og hvordan det skal formidles. Det skaber klarhed, overskud og retning, og bonus er, at du sparer både tid og frustrationer på den lange bane.